Waterloo

Den kendte canadiske karakterskuespiller Christopher Plummer er død (den 5. februar 2021), og vi har undersøgt, om han har medvirket i film, der har vores festivals tidsperiode som bagtæppe.

Han er nok mest kendt for rollen som Kaptajn von Trapp i Sound of Music fra 1965, der foregår i tiden omkring anden verdenskrig. Vidste du, at han også har spillet Hertugen af Wellington i filmen Waterloo fra 1970, der – naturellement – foregår omkring 1815?

Det er en episk krigsfilm instrueret af Sergei Bondarchuk med Rod Steiger i hovedrollen som Napoleon Bonaparte og Orson Welles i en fyldig birolle som Ludvig 17. af Frankrig. Filmen skildrer tiden op til og selveste Slaget ved Waterloo, der som bekendt var enden på Napoleonstiden – “Wellington, Wellington, why is it always Wellington.”

Vi mindes ikke at have set filmen, men ifølge Wikipedia fik den (ligesom Barry Lyndon) en blandet modtagelse. Det er en film, der skal ses for kostumerne og slagscenerne (15.000 statister i autentisk tøj!) mere end skript og skuespil, men også en film der stadig har et trofast publikum, og som andre instruktører, bl.a. Peter Jackson (Lord of the Rings) er blevet inspireret af. Med andre ord en klassiker, som må anbefales, hvis man interesserer sig for historiske dramaer fra denne tidsperiode, og hvis man kan rumme en krigsfilm, der skildrer individuel heroisme på begge sider af fronten.

Afslutningsvis nogle historiske fakta om Slaget ved Waterloo, der blev et rent blodbad: Napoleon mistede 25.000 mand, Wellington 15.000 og Blücher 10.000 mand. Altså 50.000 mænd blev dræbt, såret eller taget til fange under slaget, Napoleon selv fængslet på Sankt Helena. Natten til d. 18. juni regnede det kraftigt, og den næste dag kunne kanonerne kun vanskeligt køres i stilling pga. mudder. Da franskmændene havde mange flere kanoner og artillerister end englænderne og tyskerne, var det deres trumfkort, der regnede væk.

Se en trailer på Youtube: