Mozart og Schubert

Vores festivals tidsperiode – 1684-1862 – er også den klassiske musiks storhedstid fra Bach (1685-1750) til Beethoven (1770-1827).

Hos Røde Kors Sorø fandt vi disse to små herlige gipsbuster, der forestiller hhv. Mozart og Schubert – det står der ihvertfald på soklen. Man har ellers ikke fundet nogle samtidige portrætter af Wolfgang Amadeus Mozart, der blev født i 1756 i Salzburg og døde 1791 i Wien. Mozart, der er portrættet i bl.a. filmen Amadeus, er en af wienerklassikkens mestre og en af de mest populære komponister nogensinde.

Franz Peter Schubert (født 1797 i Himmelpfortgrund, død 1828 i Wien) var også en stor østrigsk komponist og pianist. Schubert er primært kendt for sine lieder, af hvilke han i løbet af sit korte liv komponerede ca. 600. Stanley Kubrick bruger hans musik med stor effekt i filmen Barry Lyndon. 

Sent i perioden kom Danmark på verdenskortet med bl.a. Lumbyes Champagnegalop. 

Vi er naturligvis også nødt til at nævne Niels W. Gade (1817-1890), som især er kendt for Elverskud.

C.E.F. Weyse (1774-1842) trådte frem som pianist med bl.a. Mozarts værker og blev i 1794 organist ved Reformert Kirke.

J.P.E. Hartmann (1805-1900) var en af 1800-tallets mest fremtrædende danske komponister. Han er især kendt for den idylliske folkeviseopera med libretto af H.C. Andersen, Liden Kirsten. Han satte også musik til Adam Oehlenschlägers tragedier Olaf den Hellige, Knud den Store, Hakon Jarl og Yrsa, samt til August Bournonvilles mytologiske balletter Valkyrien, Thrymskviden, Arkona og Vølvens Spaadom.

Friedrich Kuhlau (1786-1832) kom til København fra Hannover, flygtet fra Napoleonskrigene fem år før Waterloo. I Danmark er hans navn uløseligt knyttet med musikken til Elverhøj.

Emil Horneman (1809-1870) var elev af Kuhlau og J.P.E. Hartmann – han er især kendt for Dengang jeg drog afsted og Højt fra træets grønne top (begge 1848 og med tekst af Peter Faber).

Har vi glemt nogle danske komponister fra perioden? Det har vi helt sikkert. Du er meget velkommen til at nævne dem i kommentarsporet på vores Facebookside. 

Kilde: Wikipedia