Barry Lyndon

I vores kostumedrama-serie er vi nu kommet til Barry Lyndon, Stanley Kubricks prisbelønnede film fra 1975, baseret på romanen The Luck of Barry Lyndon af William Makepeace Thackeray. Handlingen foregår fra sidst i 1700-tallet til Napoleonstiden. Ryan O’Neal har hovedrollen som en hasardspiller og duellant i det krigshærgede Europa, der får møvet sig op i samfundets fine kredse, bl.a. via ægteskabet med Lady Lyndon, spillet af Marisa Berenson.

I modsætning til Amadeus blev Barry Lyndon ikke en publikumsucces, og anmelderne tog i første omgang heller ikke særlig godt imod den. Eksempelvis skrev Washington Post, filmen minder om “one of those very large, very expensive, very elegant and very dull books that exist solely to be seen on coffee tables”.

Men det må være en af de smukkeste film nogensinde; at se den er som at gå, i en fin kjole, igennem en udstilling med malerier af Gainsborough, mens man hører Händel. Og i dag bliver fortællingen om den ambitiøse Barry, der må betale en høj pris for livet på første klasse, betragtet som en af Kubricks bedste film.

Det er uden tvivl den film, der definerer Marisa Berenson som skuespiller. Modsat mange andre, som ikke kunne udholde det udmattende samarbejde med den excentriske instruktør, havde de to en god arbejdsrelation.

”Contrary to what people think – they have this image of Stanley as this difficult ogre – he wasn’t at all. He was a perfectionist but every great director I’ve worked with has been a perfectionist. You have to be to make extraordinary films,” har hun sagt. 

Her kan du se traileren, lavet da filmen blev genudsendt i 2016: