Ingemann og koleraepidemien 1853

Af Peter Balslev-Clausen

En af 1800-tallets store plager var koleraen, der for alvor ramte København og flere provinsbyer i 1853. Den brød ud i København den 11. juni – Fandens fødselsdag – og ebbede ud i løbet af oktober måned. 4737 døde af koleraen i København ud af 7219 smittede, 1951 døde i provinsbyerne. Selvom koleraen ikke hærgede i Sorø, var Ingemann og kredsen omkring ham ikke upåvirket af den frygtede epidemi. I Ingemanns brevveksling med H.C. Andersen (1805 – 1875) og Christiane Rosenørn, f. Wormskjold (1784 – 1859) kan man følge Ingemanns reaktion på epidemien.

Første gang koleraen nævnes i Ingemanns og Andersens breve er i Ingemanns brev af 28. juni 1853 til Andersen (Dreyer I, s. 290), der da opholdt sig som gæst hos baron Ove Güldencrone (1795 – 1863) på Vilhlemsborg syd for Aarhus. Ingemann nævner, at der var udbrudt kolera i København og formaner Andersen til at blive »derfra til den Gjæst er borte,« og han tilføjer: »Jeg haaber, Kulden nu skal fordrive den. Det var forfærdeligt, skulde den tage alvorligt fat.« (Dreyer I, s. 290). Andersen tog fra Vilhelmsborg til Silkeborg, hvor han fra den 27. juni var gæst hos papirfabrikant Michael Drewsen (1804 – 1874). Vel ankommen hertil beroligede Andersen Ingemann (Dreyer I, s. 291): »Jeg har det godt, kun er jeg i Angest for mine Kjære i Kjøbenhavn, man veed jo aldrig hvem Cholera kan træffe,« og han tilføjer: »For mig selv, naar jeg kommer der [dvs. København] har jeg ikke stor frygt, uden den at Sygdommen er saa smertelig og at jeg jo ogsaa nok vilde gjerne leve saalænge til jeg, idet mindste fik mine samlede Skrifter vel ud; De smiler af mig, men det er jo mine Børn jeg vil have vel fra Haanden, og det er dog ganske menneskeligt.« I et efterfølgende brev af den 11. juni gentager Ingemann sin formaning til Andersen om ikke at tage til København: »At De gjerne vil have Deres aandelige Børn udstyrede til en samlet Riegel [dvs. hurtig kædedans] eller Contradands gjennem Fremtiden inden De gaaer ind i den himmelflyvende Vagon med Asiaten [den dødelige kolera, der havde sit udspring i Asien] eller nogen anden Rad til Conducteur, det finder jeg meget rimeligt; men saa skulde De ikke i denne smukke Sommervarme forøge Befolkningen i den altid overfyldte Hovedstad med Deres Person« (Dreyer I s. 294). Ingemann fortsætter denne poetiske omskrivning af koleraen som dødens engel med at omtale C.J. Boyes bisættelse i Garnisons Kirke i København, og han tilføjer: »Det synes mig uforsvarligt, at man med stort Følge har begravet et Choleraliig og derhos endom maaskee fyldt en Kirke med Dødsluft. Slig Ære vil jeg i lignende Tilfælde frabede mig forud.« (Dreyer I, s. 294).

I et brev af 4. august skriver Christiane Rosenørn om, hvordan hendes kristne tro har givet hende forudsætninger for at vågne åndeligt op og møde den dødelige kolera: »Vaagne ere vi nu, vækkede til en art Forfærdelse over vor Herres alvorlige Hjemsøgelse over Kjøbenhavn. […] For dem der have stræbt at berede sig, vel i Skrøbelighed, men i Alvor og Gudhengivenhed, til den Overgang som vor Herre Christus har lovet os skulde være til det Bedre, indseer jeg ikke at Cholera kan have noget mere afskrækkende, end enhver anden Art af Sygdom; den gjør i det mindste kort Proces, og det er en meget reel Fordeel. Jeg troer at hvad der gjør denne Sygdom saa frygtet, er at den meier bort en masse. Denne Egenskab har dog igjen sin Fordeel, for dem der saa nødig ville skilles ad. Mangen Philemon og Baucis ere her nedlagte i den samme Grav. Den værste Følge af den grupperede Dødsform synes mig imidlertid at være den, at et stort Antal Børn indvies til den sørgelige Skjæbne, at vandre Livets første, ellers sorgløse Aar, uden deres naturlige Beskjermere og Opdragere.« (Heise, s. 83 – 84)

Et par dage senere modtog Ingemann fra Andersen et brev dateret Silkeborg den 8. august. Her skriver Andersen om sin deltagelse i greveparret på Glorup, Adam Gottlob og Elise Moltke-Hvidtfeldts sølvbryllup den 27. juli: »Alt gik lystigt, men just i denne Fornøielses-Ruus, følte jeg mig saa uhyggelig, min Tanke var i Kjøbenhavn, hvor Døden gik fra Huus til Huus, jeg tænkte saa levende paa mine Kjære, at jeg kom til at græde derved; thi det er saa sælsomt at skilles med Graven imellem sig. – Senere kom der en forunderlig Angest over mig, jeg længtes [196] efter at komme bort, og da min Læge paa det bestemteste paalagde mig, at jeg ikke maatte komme til Kjøbenhavn, bestemte jeg mig til igjen at gaae til Silkeborg, hvor jeg er velkommen. I een af disse blide, og dog angestfulde Stemninger, med Tanken mellem Graven og Gud skrev jeg denne lille Psalmesang.

Som Bladet der fra Træer falder,
Saa er mit Jordliv, ikke meer!
Jeg er bereedt naar Du mig kalder,
Gud, Du, som heelt mit Hjerte seer,
Veed al min Brøst, hvad i mig boer,
Og min Fortrøstning dog saa stor.

Gjør Smerten kort i min Forvandling,
Forund mig Barnets hele Mod,
Du dømme Tanke, dømme Handling
I Naade kjærlig, fader god.
Ryst bort min Angst! kun dig jeg see!
I Jesu-Navn, din Villie skee!

I slutningen af sit brev sammenligner Andersen koleraen med den krig, nationen havde gennemlevet et par år tidligere og konkluderer: »Det [koleraen] er en værre Tid, end Krigens, thi Krig har et Opsving, den har Begeistring og Seier, Cholera derimod er en giftvaad Flagermuus der qvæler sit Offer.« (Dreyer I s. 298)

I sit svar den 8. august på Christiane Rosenørns brev af 4. august, skriver Ingemann, at »nogen Alvor vækkes vel ogsaa, hvor den før slumrede, og vor Herre slipper vist kun sin asiatiske dødsengel herhid af vise og kjærlige Grunde; men den formørker dog uhyggelig denne vor ellers smukke Sommer.« (Heise, s. 85).

En halv snes dage senere, den 19. august, besvarer Ingemann Andersens brev af 8. august og skriver bl.a.: »Deres lille smukke Pesttids-Psalme skulde De sende til »Kirketidenden« – der vilde den vist blive vel modtaget og finde Gjenklang i mangt beklemt Bryst – den begynder Davidisk med det faldende Løb (= Græsset der staaer i dag og falder imorgen) men hæver sig christeligt-barnligt til det »Abba – Fader« – og det »skee Guds Villie!« som vi vel alle har behøvet at mindes om – og – til Modvægt mod det faldende Løv – om Spurven, der ikke falder til Jorden uden hin kjærlige Villie. Mit i al denne Tids Uhyggelighed hører man dog mange smukke Træk af Kjærlighed og Selvopoffrelse, og De skal see – efter denne Ragnaroktid kommer ogsaa en Gimletid her i Verden« (Dreyer I, s. 299).

Ingemanns digteriske konklusion på koleraåret 1853, digtet »Det var i Nattergalesangens Tid« blev skrevet samtidig med at epidemien ebbede ud i begyndelsen af oktober. Digtet, der har titlen »Efter Landsoten 1853«, blev sunget »Ved Festen i Slagelse den 16de og 17de October til forladte Børns Forsørgelse« . Ingemann sendte digtet som en nytårshilsen til Christiane Rosenørn, hvor han skriver: »Jeg vedlægger en Sang, hvori jeg har udtalt min Beskuelse af denne Dødskrig. Den er bleven brugt ved flere Bazarer til forladte Børns Forsørgelse og ved nogle ”Takkefester” for plagens Ophør i Kirkerne. Saaledes i Liunge; derfor er Psalmemelodien tilføiet i dette Aftryk – skjønt ikke efter Choralbogen men paa Kæmpevisetonen: ”Der stander et Slot i Østerrig”. Jeg holder ellers med Berggreen i, at man ikke skal indføre verdslige Toner i Kirken, og – tilføier jeg – derved tillige gjøre Kirken til Raner af Folkelivets verdslige Eiendom« (Heise s. 86):

Efter Landsoten 1853.
Det var i Nattergalsangens Tid,
I Rosens favreste Dage,
Da fløi paa Flaggermusvinger hid
Hin skumle Kvælluftens Drage.
Den ruged sort over Kyst og Stad –
Brat blegned rødeste Kinder;
Saamanget Hjerte, der før var glad,
Ei Sorgen paa Jord forvinder.

Der blev saa lummert i Armods Vraa,
saa trangt i Fattigmands Stue;
Der bares Lig fra mugne Straa,
Som døde Myrer fra Tue.
Der kom ei Betler til Rigmands Dør –
Til Grav kun Armoden trængte;
Og Den, der skued ei Nøden før,
For sent paa den Usle tænkte.

Hver Nat fløi Bratdødens Drage ned
Og slæbte Lig med sin Vinge.
Fra Dør til Dør den usynlig skred,
Den gik til Høie fra Ringe.
Ligklokker runged fra Gry til Kvel,
Og Gru hos Sorg gik i Skare;
Men Vogterskaren for Liv og Sjæl
Gik tryg mod Giftstrømmens Fare.

Til Kamp mod Kvælluftens Drage drog
Hver Livets Kæmper helt trolig,
Som Vidskabsaanden til Ridder slog
I Smertens og Dødens Bolig.
Dem fulgte Sjælens Trøstermænd
Og Hjertets stille Heltinder.
Naar Verdenskrandsene veires hen,
Har Hjerteseirene Minder!

Nu flyer Uhyret fra Stad og Kyst,
Nu frit de Frelste kan aande.
Hav tak, hver Helt, som i stille Dyst
Har lindret Dødens Vaande!
Hav Tak, hver Sjæl, som med kjærligt Mod
Saae Døden freidig i Øie!
For skiulte Seier, selv uden Blod,
Er Krandsen gjemt i det Høie!

Hav Tak for Livet i Dødens Tid,
Du Gjenopvækker af Døde!
Forgieves kalder Du ei til Strid
Og lader Hjerterne bløde;
Forgieves lader Du ei de Smaa
Nu savne Fader og Moder:
Hos Venner, som de ret aldrig saae,
Skal findes Søster og Broder!

Hvor Dødens Drage og Ligdunst fløi
Henover Tusinders Grave,
Skal Aanden løfte sig, fri og høi,
Til Værn for Armoden Slave!
Og dybt i levende Sjæles Grund
Skal Tro til Kjærlighed tale
Om Seiersflugten i Dødens Blund
Til evige Sommersale!